Ina Online
Startside Indhold  Fotoalbum

Filmalbum

Vore ferier

MIN REJSE-BLOG
Søndag den 14. marts 2004

Var vi en køretur ind i landet.  

Landskabet er trivielt, men også fascinerende, med bjergtoppe af brun, gold lava og brune og sorte sten alle vegne. De har ryddet ud i bestanden af geder, så dem så vi kun få af. 

Landsbyerne gav associationer til Mexico: De virkede helt stille og forladte, med tilskoddede haciendaer og kaktusser udenfor husene. Men det var jo også søndag, og der var landesorg efter terrorangrebene i Madrid, i øvrigt var det valgdag i Spanien, så livet var koncentreret omkring rådhuse og skoler. Valgdeltagelse havde været høj, hørte vi senere. Og de borgerlige tabte valget, sikkert fordi det viste sig, at det ikke var ETA, men sandsynligvis al-Qaeda., der stod bag terrorismen. 98% af befolkningen har været imod Spaniens deltagelse i krigen i Irak. 

Vi kørte til den gamle by La Oliva, der efter sigende skulle være den kønneste by på øen. Møllen, som lå i udkanten, benyttes som logo for byen. Vi parkerede ved kirken, og var så ude at gå en tur. Der var et stort anlæg med et svømmestadion og en folkepark.

                             

Vi var også lige nede og se på denne gamle residens fra kolonitiden, men Sara var ret træt og mod forventning blæste det endnu mere hér inde i landet, så det varede ikke længe før vi kørte hjemad igen. Vi prøvede at køre på nogle små veje i bjergene, men til sidst var det grusvej og så sluttede vejen pludselig. Ingen udflugt uden en sådan oplevelse ! Det var imidlertid ikke svært at finde vej tilbage, der er ikke så mange af dem.

Så solede vi os ved svømmepølen, og gik senere ud at spise på steakhouse "La Terraza" - store bøffer og små priser, stod der på dansk udenfor. Vi havde det rigtig hyggeligt dér, og maden var som sædvanlig god. Jeg fik "fisk": Spyd med oksemørbrad med rejer og jordbær bagefter. 

Flemming ville gerne i byen, så Bjørn og jeg tog med. Vi var på The Dubliners, hvor Bjørn synes vi skulle have Irsk whisky og bagefter dansede vi på Fliks bar ( karaoke ). Der fik vi coctails - Long Island Iced Tea, - så jeg havde håret fyldt med paraplyer på vej hjem. Jeg var ikke helt god til at gå lige, men vi morede os kosteligt. 

Klokken var fire da vi kom larmende hjem, så Lisbeth kunne ikke undgå at høre os. Undgik heller ikke at kaste op, jeg kan altså ikke tåle størrelsen på de drinks de laver hernede !


Tilbage til forsiden