Onsdag 4. august 1999 

Klokken 8.30 begyndte det at regne lidt igen, så vi skyndte os at pakke sammen.

Vi fik hurtig morgenmad, og så gik det igen af sted mod bjergene.

Det blev en aldeles pragtfuld tur

Vi kørte til Lourdes af den absolut mest besværligste vej, over to bjergpas.

Den vej vi fulgte eksisterer end ikke på vort ellers udmærkede computerprogram.

Vi var oppe over Col d' Aubisque 1709 meter højt, herefter Col de Soulor 1474 meter højt.

Der var et  flot udsyn over Pyrenæerne.

Vi mødte mange cykelryttere, og da vi næsten var oppe på bjergtoppen, lå der en bjergged i vejkanten og endnu længere oppe mødte vi tre køer midt på vejen

Sjovt nok mødte vi også et fransk ægtepar, som aftenen før havde hjulpet os med at oversætte menukortet. Da manden så os begyndte har igen at udstøde sine forklarende dyrelyde !

På vejen ned fra Col de Soulor var vejen så smal, at det næsten kun var plads til en bil af gangen, og der var faktisk ret trafikeret.

Vi kørte norpå til Lourdes*, og nåede at slappe af, sole os og læse, før vi gik ud på opdagelse.

Det var begyndt at trække op. Der kom flere og flere mørke skyer, så vi tænkte - skulle vi afsted, skulle det være nu !

På vejen blev vi dog indhentet af et voldsomt tordenvejr, og vi stod i læ under en baldakin til "De hellige bade", for ikke at blive slået bevidstløs af de enorme hagl, der kom ned i starten.

Det blev lidt opholdsvejr, og vi nåede 200 meter længere frem, da der startede en ny syndflod.

Det var fantastisk at se på. Vi stod i læ, og så det vælte ned, så der var vandfald ned af trappen op til kirkerne.

Igen blev det opholdsvejr og vi gik op og så på de tre kirker, der er placeret oven over den hellige grotte.

Alle vegne er der ens butikker med et udvalg af souveneir  med religiøse symboler, smykker, lys, platikdunke (til det hellige vand fra kilden), regnfrakker og paraplyer.

Indtil videre har der været ret mennesketomt, men ved 20 tiden begyndte folk at komme ud fra de utallige hoteller, for at følge processionen op til messe.

Samtidig begyndte det dog igen at regne, så vi satte os ind på restaurant "Europeen", for at få lidt at drikke. De havde den bedste cappuccino jeg havde smagt.

Vi havde ikke siddet ret længe, da der pludselig gik panik i den ene tjener. Han styrtede udenfor og jagtede de spisende gæster indendørs. Det så sjovt ud, de kom rendende ind med resterne af deres vin, isdesserter o.lign.

Årsagen til denne panik var at nu kunne kloakkerne ikke tage mere vand, og det begyndte at stige så hurtigt at fortovet blev en rivende strøm og vandet stod ind i restauranten, selv om det lykkedes at lukke nogle glasdøre i. Bjørn sprang op og hjalp indendørs med at skovle vand op i nogle spande, udenfor kæmpede tjenerne for at holde vandmasserne væk fra døren.

Der gik ret lang tid på denne måde, hvor vi alla fire hjalp. Så fik man åbnet op for en stor kloak og vandstanden faldt. PYH ! Bagefter var tjenerne stadig noget chokerede og havde travlt med at rydde op og bese skaderne ( der var minimale ), så vi valgte at forlade restauranten, selv om vi egentlig havde tænkt os at spise dér. Vi fik mange tak for hjælpen da vi gik, men det var underligt det kun var os danskere, der hjalp, de andre så bare på og virkede nærmest fornærmede. De fik mange undskyldninger med på vejen, da de i hast forlod stedet.

Hvor blev troen og medmenneskeligheden af ??

Så lysnede det på himlen, og vi gik langt omkring i Lourdes. Fandt en meget fin Italiensk restaurant og spiste dér.

Bagefter var der et mylder af mennesker i gaderne

Vi gik nærmest i kø ude på vejene, der var vel at mærke ikke gågader.

Nogle havde lige overværet klokken 21-messen, andre var på vej til midnatsmesse, men vi gik tilbage til kirken, Bo skulle lige opleve stemningen. Og den var der også til fulde. Folk stod i telefonbakse og ringede hjem med eksalteret stemme.

Henne ved grotten var der nu optaget ved alle hanerne til "det hellige vand", og selv i grotten var stemningen fortættet. Der var en lang kø, folk sad og bad med deres rosenkrans i hænderne og nogle græd.

Så nåede vi det punkt, hvor det hele blev for uforståeligt, og man følte man trængte sig på.

Så vi listede stille bag hele forestillingen og begyndte at gå tilbage til campingpladsen. 

Vi var først tilbage klokken 23.15. Spændte på om vor lejr var oversvømmet.

Det hele så roligt ud, men teltet havde ikke holdt for vandmasserne, så der var lidt vådt,

men det var nådigt sluppet.

Slut på en lang og meget begivenhedsrig dag. 

Kærlig hilsen fra

rejseholdet

* Indtil vinteren 1858 var Lourdes en upåagtet lille by ved foden af de franske Pyrenæer-bjerge. Men så skete noget skelsættende. Den kun 14-årige Bernadette Soubirous så ved flere lejligheder i perioden februar til juli 1858 jomfru Maria åbenbare sig i Massabielle-grotten, der dengang lå i udkanten af byen.

I dag er Lourdes et af den katolske kirkes største valfartssteder med omkring 6 millioner pilgrimme hvert år - eller en halv million flere end der bor mennesker i hele Danmark.

Over grotten opførtes i 1876 en kirke og ved siden af den finder man Rosenkrans-basilikaen. I hundredeåret for Bernadettes åbenbaringer (1958) indviede man også en underjordisk kirke med plads til 25.000 pilgrimme.

Mirakler regnes der i øvrigt stadig med, og derfor beskrives Lourdes ofte som et hospital under åben himmel. Mere end 80.000 syge fra hele verden besøger årligt stedet. 

Det absolutte centrum er grotten med det hellige vand, der siges at udvirke mirakler.