Dante Alighieri, som fødtes i Firenze i 1265 og døde i  Ravenna i 1321, var en umådelig videbegærlig og umådelig lærd mand, en mand med stor viljestyrke og rig livserfaring, en handlingens og eftertankens mand, han var på højde med sin tids viden om geografi, astronomi, fysik, filosofi, litteratur og teologi. Han var sprogforsker af første rang, han havde store evner, og var bevidst om sit eget værd. Han var digter, han var kriger, han var politisk aktiv. Han havde været medlem af Firenzes bystyre, men blev forvist fra byen af en fjendtlig politisk fraktion. Størstedelen af sit voksne liv levede han i eksil og med en dødsstraf hængende over hovedet. Om den erfaring skriver han bl.a. følgende ord, som gælder landflygtige også i dag:

"Alt hvad du elsker mest, skal du forlade,
og det er blot den første af de pile
landflygtigheden snart skal sende mod dig.
At fremmed brød er salt, skal du erfare,
og du vil finde vejen hård at vandre
der fører op og ned ad andres trapper"

Han siger selv at han var "florentiner af fødsel, men ikke af sæder". Han elskede sin fødeby og dens mennesker, men tugtede den for deres stridbarhed, troløshed og kræmmerånd. Fra 1302 genså han aldrig sin fødeby, men måtte søge livets ophold ved fyrstehofferne i andre italienske bystater, først og fremmest hos Cangrande della Scale i Verona og Guido Novello da Polenta i Ravenna, hvor han døde af malaria i september 1321. Her ligger han begravet i et lille kapel ved et franciskanerkloster. I Firenze har man ladet opføre ikke mindre end to mausolæer for Dante, og flere gange søgt at få hans jordiske rester udleveret. Men det er formentlig kun i Firenze at man mener at han efter døden burde vende tilbage til den by, der forkastede ham mens han var i live.