Ayutthaya
Ayutthaya var i 417 år Thailands mægtige hovedstad. Byen blev grundlagt af
Prins U-Thong i 1350 på en lille ø omgivet af de tre floder Lopburi, Chao
Phraya og Pasak. Denne unikke beliggenhed skulle gøre det svært for fjenden
at indtage byen, der var enestående med hundreder af templer og kanaler der
fungerede som veje. Rundt om byen lå også enorme områder med risterasser
hvis afgrøder blev eksporteret til resten af Asien. I det 14. og 15.
århundrede blev byen meget magtfuld og flere landområder blev indtaget,
f.eks den gamle hovedstad Sukhothai, og mod øst erobrede man gamle
khmer-områder, bla. den berømte hovedstad Angkor.
Kongen var altdominerende i det gamle Ayutthaya, under ham kom
embedsmændene, mens den almindelige borger og slaverne var nederst i
hierakiet. Buddhistmunkene var "klasseløse" og en slags bindeled i
samfundet. I Ayutthaya var kongen ikke bare konge, han fungerede nærmest som
en gud og blev tilbedt som sådan af befolkningen, en tradition man havde
overtaget fra Khmererne
I starten af 1600-tallet besøgte portugiserne som de første europæere byen,
og de etablerede en ambassade i 1511. Senere besøgte andre europæiske lande
Ayutthaya, og de kom alle hjem med fantastiske beretninger om den storslåede
by. Samhandelen med europæerne og andre kulturer fra Indonesien, Persien og
Indien var i høj grad med til at gøre Ayutthaya velhavende. Men størst pris
blev der sat på kineserne og de muslimske herskere, der af kongen fik fuld
frihed til at handle i Ayutthaya.
Franskmændene kom i forhold til andre europæiske lande sent til Ayutthaya,
men de satte et alvorligt fingeraftryk på områdets historie. I begyndelsen
var der kun venskab mellem den thailandske Kong Narai og den franske Kong
Louis XIV, der prøvede at få Narai til at konvertere til kristendommen. Den
franske konge sendte også tropper til Thailand for at få indflydelse i
landet, men resultatet blev at Kong Narai stoppede handelen med Europa, kun
hollænderne fik stadig lov til at komme i Ayutthaya. I stedet øgede Thailand
samhandelen med de omkringliggende lande, især Kina.
I 1767 lykkedes det for
burmeserne at indtage byen og de brændte den ned til grunden. Ayutthyas
bygninger havde omkring 200 spir hvor mange af dem var guldbelagte, så
burmeserne var nødt til at sætte ild til byen for at få fat i guldet. Også
dokumenter og religiøse skulpturer blev ødelagt under invasionen. Burmeserne
formåede dog kun at bevare kontrollen over byen i to år, i 1769 jog general
Taksin fjenden på flugt og udråbte sig selv til konge. Han flyttede dog
hovedstaden til Thonburi der idag er en bydel i Bangkok.
Storke
Kæmpe udsalg af modetøj
Travlhed i køkkenet - der var kommet hjælp udefra
|