Da man påbegyndte udgravningen til metroen, støtte man på den gamle romerske badeanstalt, som viste sig at være af så vigtig

betydning, at resultatet blev at man valgte at flytte ventilationsskakten længere mod syd.

Området lå uden for bymuren, indtil Hadrians foretog en udvidelse af byen. Stedet har siden antikken været af stor betydning. Man ved fra ældre kilder, og fra de første udgravninger, at dette idylliske område, med vand fra den nært liggende Ilissos flod, samt den tætte beplantning, har været et sted hvor man tilbad mange guddommeligheder.

 

Området har været beboet af mennesker siden forhistorisk tid, og har også rummet en begravelsesplads i en senere periode. Efter Athen begyndte at vokse under Kejser Hadrian, templet for den Olympiske Gud Zeus var færdigt, og Hadrians bue var opført til ære for Kejseren, blev området indlemmet som en del den indre af byen, herefter blev der opført en ny begravelsesplads, og offentlige såvel som private bygninger og bade.

 

Den største del af udgravningen som også kan ses fra gaden, inkludere en meget velbevaret ”badeanstalt”. Den ligger på et hævet område, er 21 m bred der afgrænses af to lange og høje mure der er smukt opført, og hvor man har gengivet mange arkitektoniske former hvilket er blevet inkorporeret i muren.

Badet fortsætter dels mod øst, ind under National Parken, dels mod vest på langs med Amalias Avenuen og består af to "centralopvarmet rum, to praefurnai (opvarmet rum) og ni kamre. Disse blev opført enten i slutningen af det 3. - eller tidlig begyndelse af de 4. århundrede e.kr. blev senere ødelagt, men genopført og gjort større i perioden 5 – 6 århundrede e.kr.

Det største af rummene består af 15 søjler, hvoraf nogle er cylindriske andre er firkantet, delt af vægge. Rum som dette, tjente som steder hvor man tog varme bade (caldarium). Mod nord ligger et andet aflangt rum , hvor gulvet er understøttet af 17 genbrugte marmorsøjler, i stedet for et centralt varmesystem. Dette rum blev anvendt til varme bade (tepidarium). De to varmesystemer var forbundet med caldriumet via underjordiske passager. Den varme luft blev cirkuleret igennem 3 mindre rum. Vertikale åbninger i murene til rummene sørgede for ventilationen og opvarmning af selve muren.

I denne del finder man også en stor velopført rektangulær tank, dels med en tyk beklædning af ler inden i, del med en beklædning af mindre marmorstykker på ydersiden. Denne fungere anvendtes til at føre vand igennem to åbninger og videre til to marmorbassiner som også fandtes på stedet.

´Denne del, som stammer fra opførelsen i det 5 – 6 århundrede e.kr. blev sammen med de centralopvarmede rum repareret og taget i brug igen. Fire nye kamre blev opført med skrå gulve. Et af disse blev opført under jorden, med et rillet loft; og man opførte en brønd så man var i stand til at hente vand op. Rummene er smukt opført med et tegl og lergulv; på nordvæggen er der rester af en nogle klodset scene med menneskefigure, fisk, fugle og kors. Disse noget grove vægtegninger peger mod en senere anvendelse som tilholdssted i de tidlige år med kristendom.

I den Byzantinske periode blev lersiloer til opbevaring af korn opført på gulvene af rummene i badeanstalten, hvilket siden er blevet restaureret, i forbindelse med at det er blevet en arkæologisk udgravning.