Ina Online
Startside Indhold  Fotoalbum

Filmalbum

Vore ferier

MIN REJSE-BLOG

Lørdag 7. august 1999

Klokken 10.30 var alt pakket, og vi var klar til en ny tur mod Alsace-området.

Vi fik sagt farvel til vore franske naboer, og så kørte vi fluks til højre udenfor campingområdet. Det viste sig at være galt, og der kom da også en franskmand, som straks ville hjælpe. Det endte med at han kørte foran os, hele vejen gennem byen og viste os vej. Godt nok ikke der vi ville hen, men så tog vi oplevelsen med. Vi havde nemlig planlagt en tur af mindre veje - langs floder, gennem byer og bjerge.

Det var en skøn tur tværs over Frankrig.

Den sidste distance var på motorvej - så det gik stærkt.

Vi var i Ribeauvillé ved 20-tiden. Vi troede det var tidligt nok til at få en overnatning, men der tog vi fejl. Skiltet udenfor den gode campingplads var "complet". Det var fuldstændig som sidst vi var i Ribeauvillé, der kunne vi også kun få plads på en lille primitiv plads den første nat i byen. Det fravalgte vi dog denne gang, for det havde regnet, så vandet drev ned fra bjerget - ikke et sted at ligge i telt !

Vi kørte fra den ene by til den anden, men måtte erfare at såvel campingpladser som værelsesudlejning og hoteller var "complet". Det er højsæson for turister, og lige denne lørdag var der endda også byfest i samtlige byer i Alsaceområdet.

Vi fik da vist Bo alle de prægtige byer, men til sidst blev det lidt anstrengende. Det var nu blevet mørkt, da vi nåede Colmar - trætte og sultne. Klokken var 23, hotellerne var booket op, så i stedet gik vi til byfest. På restauranten var det for sent til at få mad, så vi købte pølsesandwich og kebab ved en bod, og drak os en øl. Vi holdt råd og besluttede at vi måtte opgive Alsace, og kørte i stedet de sidste 50 km. ind til *Strasbourg.

Hér var der også fest, men vi fandt dog hurtigt et dejligt hotel, og blev indkvarteret klokken 1 om natten. Det var varmt, og det var underligt at være indendørs, så selv om vi var trætte, var det faktisk svært at falde i søvn.

Søndag 8. august 1999

Vi vågnede sent den morgen på hotellet. Det havde været tordenvejr om natten, og bagefter var vi alle faldet i en tung søvn. Det var Bjørn og mig der vågnede først - meget usædvanligt !

Da det gik op for os at Lisbeth og Bo stadig sov, blev de vækket, og det kan nok være, at de måtte skynde sig for at nå morgenmaden.

Først tog vi en lille rundtur i byen. Vi var enige om, at det var godt, vi var taget videre, for Strasbourg er en dejlig by, som vi så frem til at udforske nærmere.

Vi var på turistkontoret for at få bykort og de fornødne informationer, og kunne herefter køre ud til den nærmeste campingplads. Vi fik en god plads i ly under nogle træer. En ret god placering i betragtning af, hvordan vejret var begyndt at arte sig hér i Frankrig.

Hele denne dag var det dog dejligt solskinsvejr og meget varmt. Vi hyggede os lidt på campingpladsen. Jeg vaskede bil og spillede fodbold med Bo.  Lisbeth slikkede sol, og slappede af med sin hurtigt voksende mave. Bjørn flakkede omkring og udforskede transportmuligheder til byens centrum.

Vi tog bus linie 23 ind til byen, og vandrede omkring i centrum.

Vi var inde og se Cathédrale Notre Dame de Strasbourg

En bygning i gotisk stil, med lette luftige spir og en masse detailler.

 
Vi var lidt overraskede over at de besøgende i kirken var meget højrøstede. I alle de andre kirker vi har set, har der været stille, og folk har hvisket sammen, af hensyn til de bedende.

Som alle andre steder var der maleriske glasmosaikker

Vi stod klar klokken 12, for at se på det astronomiske ur.

Senere endte vi i "Petit France".

En charmerende bydel beliggende på øen midt i Rhinen., med gamle bindingsværkhuse i tysk stil, meget velholdte, og med et væld af blomster alle vegne.

Der var et mylder af glade mennesker, der sad og hyggede sig ved de utallige cafeér og restauranter.

Der var restauranter i flere etager, der hang ud over floden.  Det så rigtig godt ud, når lyset spejlede sig i vandet, nu hvor det var blevet mørkere.

Vi var heldige, at få en god plads på en af de bedste restauranter (oven for). Vores tjener var en ældre mand, der vaklede rundt. Han var helt sikkert beruset, men det var ret sjovt. Hver gang han havde forslået en bestilling storgrinede han, og kommenterede højlydt vore valg af vin og mad. Vi holdt os ikke tilbage med at bestille lokale specialiteter: Til forret fik Bo og Bjørn vinbjergsnegle i hvidløg. Lisbeth en løgtærte og jeg fik en pizzalignende tærte med skinke, bacon og ost. Hovedretten var lam til Bo, entrecote til Bjørn og Lisbeth og jeg fik kalvefilet med champion. Sikke en middag - det smagte pragtfuldt. Bo supplerede endda med en hindbærtærte. Bjørn og jeg valgte en "IRIS cafe", - som tjeneren hårdnakket blev ved at kalde det. Vi havde taget en god kold rødvin til maden, så alt i alt blev stemningen lidt høj. Vi morede os vældigt, og nød at der kom en pianist og spillede klassiske stykker. Tjeneren blev ved at holde små pauser ved vores bord - hvor han flere gange bare faldt ned ved siden af os, så det gjaldt om hurtigt at give plads. Vi blev der så længe vi kunne, vi skulle jo nå bussen "hjem".

Vi var retur på campingpladsen klokken 23 - delte en flaske rosévin, og gik i seng efter en god dag.

Kærlig hilsen fra

rejseholdet

 

Tag bilen for at komme tilbage til indhold af rejsebrevene

* Strasbourg er Frankrigs østligste storby. Den ligger ved Rhinen og derved langs grænsen til Tyskland, og gennem historien har byen både været på tyske og franske hænder, hvilket kan ses i både historien og i mange kvarterer i den spændende by.

Øen Grande Île er Strasbourgs centrum, og her er der mange seværdigheder og muligheder for dejlige spadsereture, der kan starte på Place Kléber. På øen kan man bl.a. se byens domkirke og fire andre gamle kirker samt det stemningsfulde kvarter, Petite France, med kanaler og bindingsværk.

Strasbourg er et af de centrene i europæisk politik. Der ligger en række institutioner i byen, hvoraf de mest kendte er Europaparlamentet og Europarådet. Man kan se bygningerne i området Quartier Européen.

 

Tilbage til toppen