Mandag 9. august 1999
Vi tog bussen ind til byen. Linie 3 - så vi kunne se
noget nyt på vej.
Da vi tog af sted fra campingpladsen, var det stadig overskyet
efter nattens regn og tordenvejr, men nu skinnede solen fra en skyfri himmel.
Vi startede ved katedralen, og gik så ned til floden for at
købe billet til kanalrundfart. Der var lidt ventetid, som vi slog ihjel på en
café i Petit France.
Rundfarten på Rhinen blev derfor en temmelig hed
fornøjelse. Men turen var god
Vi sejlede først gennem slusen i Petit France
Slusen tiltrækker mange mennesker
Her er vores restaurant fra i går
Vi sejler videre gennem byen
Gennem yderligere en sluse
Nu er vi ude på den egentlige flod
Se de fantastiske træer
Katedralen lige forude
Årh det ser godt ud
Forbi citadellet
og videre bl.a. til EU-parlamentet. Det var flot at se fra vandet.
Speakeren fortalte, at den nye
store tilbygning var sket, for at kunne rumme et - fremtidigt - endnu større
parlament, og tillod sig at konkludere, at Strasbourg var den by der rummede de
fleste kulturer i EU-landende, og således måtte blive den fremtidige hovedstad i
Den Europæiske Union !
Godt tørstige efter turen stoppede vi ved en bod i en af de
smalle gader, for at få en sodavand.
Vi gik lidt længere frem og fandt en
restaurant, hvor vi kunne spise frokost, og få lidt mere at drikke. Jeg prøvede
at spise "spätzler" - nudler med ostesovs - meget mættende
Herefter var det tid til indkøb. Vi var inde i flere sko- og
tøjforretninger, og i et stormagasin. Tiden gik dog hurtigt, for ekspedienterne
tager det meget roligt, og giver sig god tid til hver enkelt kunde.
Til sidst var vi godt trætte i benene
Her slapper vi lige af på broen Pont Saint-Martin
Vi var stadig tørstige, så vi satte os på torvet og drak nok
ca. 1 liter væske hver.
Der var nogle sydamerikanere, der spillede musik, og senere et
par brødre, der jonglerede. De optrædende giv bagefter rundt hatten. Og vi gav
et bidrag. Vi har mødt mange gøglere på denne tur. De fleste er unge mennesker,
der financierer deres rejse på denne måde.
Lisbeth og Bo var meget optaget af et ungt par, der udspillede
en "sæbeopera" ved et andet bord, men vi fik aldrig afslutningen på tragedien -
vel typisk for sæbeoperaer !
Vi havde siddet der så længe, at det var blevet mørkt, og det
var tid at finde et sted at spise.
Vi fandt en lille restaurant, der så hyggelig ud. Vi kunne få
plads, hvis vi ventede 10 minutter. OK vi gik en lille tur, kom tilbage, og
bordet var klar.
Nu skulle vi jo have en ordentlig afslutning i Strasbourg, så
vi startede med husets cocktail. En drink med pynt og stads, der var i hvert
fald juice i, og så en hel masse andet, der var svært at identificere, men
stærkt var det !
Vi fik vore forretter - vinbjergsnegle og rejecocktail,
og nåede lige at spise den, da det begyndte at regne og tordne. Regnen blev så
voldsom at markisen ikke kunne give ly, så vi og de andre gæster måtte rykke ind
i restauranten. Det var meget hyggeligt, men klientellet indenfor var måske lidt
mere "på kanten" - i hvert fald var der nogle underlige typer imellem. Vi
fortsatte og fik hovedret: Entrecote, grillet bøf og lever, medens regnen
plaskede ned uden for.
Det passede nu meget godt, for da vi var færdige med at spise,
holdt det op med at regne.
Klokken var blevet for meget til at vi kunne nå en bus.
Vi gik derfor ned for at se katedralen igen, i mørke og med lys på. Det var
flot.
Bagefter tog vi en taxa tilbage til "vore små huse".
Vi gik i seng med det samme, for køleskabet var tomt !
Kærlig
hilsen fra
rejseholdet
|