Onsdag den 15. august 2001

Bjørn opdagede at han havde glemt sit ur ved svømmebassinet, da han var i vandet i nat. 

Det lå da heldigvis det samme sted, så der var ingen problemer.

Vi skulle til Pisa i dag, og satsede på at få en campingplads ved vandet.

Vi fik hurtigt pakket, og var snart klar til at køre.

Det var lidt svært at forlade pladsen og Firenze: Det havde været et dejligt sted, som vi altid ville mindes. 

Flemming og Lonnie er meget opsat på at komme tilbage, når de engang skal på bryllupsrejse ! Guldsmeden havde lovet, at han så ville indgravere deres navne i ringene. 

Vi kørte mod Pisa af motorvejen. Vi var ved at blive trætte af, at Italienernes betalingsveje fører én flere kilometer i den forkerte retning, og man sidder og tror, man er kommet ind på den forkerte vej.

Men bortset fra det, havde vi ingen problemer - i hvert fald ikke før vi nåede kysten: Der var nærmest trafikkaos. Det var fordi det var helligdag i Italien, og alle ville ud til vandet for at bade. I følge campingbogen lå der 2 pladser på kyststrækningen mellem Tirrénia og Marina di Pisa.

På den første campingplads var der angiveligt én enkelt plads tilbage, som vi kunne få, hvis vi blev i minimum 5 dage. Vi blev enige om at slå til, for der så meget lækkert ud. Da vi kom tilbage blev vi bedt om at vente: Vi ventede og ventede! Til sidst meddelte de os, at de alligevel ikke havde pladsen! Sikke noget rod. Nå, vi kørte videre, faktisk et ret pænt stykke af den trafikerede kystvej. Der var igen et skilt til en campingplads, men den lå for langt fra kysten til at man kunne gå. Vi var ved at tro, at der ikke kom flere campingpladser, men så var der et skilt til "Sct. Michel camping"

Vi fandt en god plads, under et tæt løvdække. Senere fandt vi ud af at det havde den ulempe, at træerne "græd" i varmen, så alt blev dækket af en klæbrig væske.

Lige overfor var der et tysk ægtepar i campingvogn, ellers var vi omringet af italienske familier, der var fastliggere, og derfor kendte alle hinanden. I receptionen havde de advaret os om, at der skulle være fest p.g.a. helligdagen, så derfor fraveg de deres regel om, at der skulle være stille på pladsen efter klokken 24. De havde flyttet tiden til klokken 1. Senere forstod vi, hvorfor det blev betragtet som en stor beslutning. De havde meget skrappe regler om at der skulle være ro fra klokken 14 - 16 og mellem 24 og 07: Det betød at man ikke måtte køre med bil, børnene skulle være stille o.s.v. Lignende skrappe regler var der for campisternes adfærd på stranden. Dér blev de dog ikke altid overholdt, det gjorde de til gengæld på campingpladsen - der var musestille, så man ikke kunne fatte, der var så mange mennesker samlet. Man får indtryk af, at kulturen i området er meget religiøst og patriakalsk, og det står faktisk i skarp modsætning til ferielivet med barer, bittesmå bikinier, amorinerne i luften o.s.v. Da vi ventede på den tidligere nævnte campingplads, blev der holdt messe under en pavillon, medens minimalt påklædte mennesker gik lige forbi.

Da vi havde fået slået lejr, så vi os lidt mere omkring:

Toiletterne var ikke særlig spændende, der var dog kummer med bræt på. Man skulle købe poletter til et varmt bad, men 1 ud af tre bade virkede ikke, man kunne så benytte de to kolde bade. 

Lonnie havde glædet sig sådan til at komme i vandet. Hun pumpede straks sin mobilradio-luftmadras op, og så gik hun og Flemming ned til stranden. Bjørn og jeg blev tilbage og lavede en kande kaffe til at tage med ( vi var lidt matte fra i går aftes ). Der var ca. 750 meter ned til campingpladsens private strand, halvdelen af vejen gik gennem en skovsti, så der var dejlig skygge. 

Flemming og Lonnie hyggede sig rigtigt, og gik i vandet så snart vi dukkede op. Det var meget varmt, og vi skiftedes hele tiden til at bade. Lonnie købte en bøllehat af en af strandsælgerne og pruttede flittigt med prisen, da de blev enige grinede afrikaneren bredt, og Lonnie spekulerede meget på, om hun var blevet snydt.

Jeg fik lov at låne luftmadressen. Det tog lidt tid at komme op på den, men det var dét værd. Flyde rundt i vandet med solen bagende på ryggen - pragtfuldt! Vi blev på stranden ca. 2 timer, så havde Bjørn fået sol nok.  Bjørn og jeg gik først en lang tur, og satte sig derefter ved en bar på strandvejen, og ventede på at Flemming og Lonnie skulle dukkede op. Vi troede vi havde overset dem, og gik ned mod stranden igen, men samtidig kom de gående og vi fulgtes tilbage til campingpladsen. 

På forsamlingspladsen var de ved at gøre klar til velkomstdrik, på én af vejene var der sat et langt bord op og mændene var ved at gøre grillen klar. 

Ved badene var der lang kø, for alle skulle gøre sig klar til festen. Ina måtte opgive at få et tiltrængt bad, så hun etagevaskede sig i stedet inde i bilen. Det var nu også godt nok. 

Da vi alle havde gjort os i stand, gik vi ned til restauranten. 

Maden var dårlig, selv piazzaen, der var heller ikke nogen italienere, der spiste dér. Stemningen var ellers god nok, de to kvindelige tjenere var søde, selv om de havde travlt. Vi tog det som en oplevelse, men var enige om, at i morgen ville vi spise inde i Pisa.

Medens vi spiste kom der en ambulance, som var nødt til at køre af alle de små ensrettede veje med blinkende lys, for at komme frem og tilbage, dét skabte selvfølgelig en del opmærksomhed.

Bagefter gik vi hen på festpladsen, hvor der var underholdning for børnene. Alle de voksne sad rundt om scenen og kikkede på, der var ikke en stol ledig. Vi blev ikke så længe, men satte os ned ved bilen, og så "Den eneste Ene" på Lonnies bærbare. Jeg så dog kun 5 minutter, så kunne hun ikke holde øjnene oppe længere, men måtte i seng, og gik ud som et lys. De andre slukkede lidt efter for filmen. Flemming og Lonnie gik op på festpladsen for at danse og Bjørn gik i seng.

Kærlig hilsen

fra

Lonnie, Flemming, Bjørn og Ina