Torsdag den 16. august 2001

Flemming og Lonnie sov længe. De havde haft det rigtig sjovt, havde danset hele aftenen, men ellers holdt sig for sig selv, for de andre havde været meget yngre. 

I dag skulle vi ind til Pisa og se "Det skæve Tårn". Vi ville først tage derind senere og bruge dagen ved vandet. Vi spiste morgenmad - på hele turen var det sådan, at vi skiftedes til at købe brød om morgenen. Der var ikke meget at købe på denne plads, for alle italienerne købte deres varer andre steder, men brød havde de selvfølgelig.

Vi pakkede og gik til stranden.

Se, hvor vi nyder det !

Bjørn og jeg er ikke strandmennesker, men der var faktisk en restaurant oppe bagved, hvor man kunne sidde og sole sig. 

Det skulle vi have vidst i går.

Vi solede os, badede - og vaskede hår under bruseren på stranden - selv om det var forbudt !

Vi blev ved stranden længere end vi egentlig havde planlagt, for vi havde det så dejligt. 

Men vi skulle jo gøre os klar til at tage til Pisa, så vi kunne være der, før det blev mørkt.

Vi var klar: Pænt klædt på, og stod ved busstoppestedet, da Bjørn opdagede, at han havde glemt sin pung. Han måtte løbe hele vejen tilbage for at hente den, og det var altså en meget varmt dag - så den tur var hård.

Vi nåede ikke den første bus, og Ina introducerede derfor baren for Flemming og Lonnie, medens vi ventede. Bjørn kom sveddryppende tilbage, og vi tog omsider bussen. Inden da, nåede vi dog lige at overvære et drama mellem to unge mennesker, der vist lige havde "slået op", begge var dybt ulykkelige. Pigen skulle med samme bus som os, og hun græd !

Der var ikke mere end 4-5 km. til Pisa. Vi kørte langs kysten, det var pragtfuldt vejr, og dejlig køligt inde i bussen. Vi nød udsigten og synet af de mange små fiskerlejer, der var på vejen. Vi kørte forbi Marina di Pisa, der ligger ved Arnos flodmunding.

Byen blev bygget af florentinerne i 1400-tallet, og er værd at besøge om søndagen, hvor der er gademarked. Vidunderligt også når libeccio vinden blæser, og det stormer fra havet.

Vi vidste faktisk ikke rigtigt hvor vi var, da vi stod af ved endestationen. Derfor købte vi et kort, som Bjørn og Flemming guidede efter: Således fik vi set den del af Pisa, som turisterne næsten aldrig ser! Vi gik nemlig i stik modsatte retning af, hvor vi skulle hen. Pigerne blandede sig, vi vendte om og gik tilbage hvor vi kom fra, derfor passerede vi Piazza della Stazione hele to gange, men det var også en dejlig plads: 

Og her er vi på Piazza Vittorio Emanuele ll. Dér så jeg et turistskilt !

Vi lagde kortet væk og fulgte skiltene i stedet for.  

Nu gik vi mod "Campanile o Torro Pendente", som Det skæve Tårn hedder på italiensk. 

Det lå på den nordlige side af floden i bydelen Santa Maria. Det var dér Bjørn og jeg boede sidst vi var i Pisa, og derfor intet endnu havde virket rigtig bekendt.

På sydbredden, lige før broen Ponte Solferino, ligger Chiesa di Santa Maria della Spina. Den er bygget i samme stil som domkirken.

Vi gik over broen til Piazza Solferino og ned af Via Roma. En gammel vej, der blev mere og mere smal efterhånden, som vi nærmede os domkirkekomplekset. Mørket var ved at falde på, og Lonnie var bange for, at hun ikke kunne nå at se Det skæve Tårn ordentligt, hun ville jo gerne have nogle gode billeder. På den sidste del af Via Roma var vi lukket inde mellem en høj mur til botanisk have på højre side og hospitalet på venstre. Vejen drejede en anelse, og så lå det dér i fuld pragt, hele området, som du kan se hér: 

I 1174 begyndte den italienske arkitekt Bonnano Pisano at bygge et tårn, som skulle blive hans mest berømte projekt: Et klokketårn, som skulle pryde katedralen i Pisa. 

Projektet handlede om en cylinderformet bygning i 8 etager, en 185 fod høj bygning. Et flot eksempel på romansk arkitektur.

Der var bare et "lille" problem: Under konstruktionen fandt ingeniørerne snart ud af at selve jorden omkring katedralen var meget blødere en de havde regnet med, hvilket resulterede i, at fundamentet, som Pisano havde planlagt, var alt for svagt til at holde bygningen.

Og ganske rigtigt, inden længe begyndte tårnet at hælde… og blev ved med at hælde…, arkitekten og ingeniørerne måtte erkende, at det var og blev det skæve tårn. Det tog dem i alt 176 år at bygge tårnet færdig, alt imens de gjorde mange forsøg på rette op på det.

Fundamentet blev afstivet /støttet, og de øverste etager blev faktisk bygget i en vinkel, som skulle få tårnet til at se lige ud igen.

Det skæve tårn i Pisa har nu stået i over 800 år, og det læner mere end 18 fod fra den vertikale vinkel.

Man har gjort meget for at bevare bygningen. Men på trods af alle forsøgene og forbedringerne af bygningen - selv med al vores teknologi - står det helt klart: Bygningen kan aldrig igen blive rettet op, som oprindelig tiltænkt, ikke uden at bryde det hele ned og starte fuldstændig forfra.

Og selvom tårnet har stået i over 800 år, forudsiger specialisterne at før eller siden må man rive tårnet ned p.g.a. den ustabile konstruktion.Den Italienske stat har dog lige finansieret en stor og dyr renovering, som er ved at være færdig. Det betyder at de kæmpe betonmodvægtede, som var der sidst, nu er bygget ned i jorden, man har fået rettet lidt op på tårnet og planlægger at åbne adgang for få turister af gangen.

Som Bjørn sagde første gang han så Det Skæve Tårn i Pisa: "Det er kun Italienere, der kan få en gang byggesjusk til at blive en turistattraktion". - Men fantastisk ser det ud !

Nu blev det hastigt mørkt, men Lonnie nåede at tage en masse billeder.

Bjørn og jeg viste Lonnie og Flemming den gamle borgmur og de små romantiske gader bagved klosteret. 

Der var ved at være helt mennesketomt omkring området med katedralen, så det var på tide at finde et sted at spise. Vi valgte restauranten "Leaning Tower", der lå først nede af Via Roma.

Et dejligt sted, som slet ikke var så dyr, som ved andre turistattraktioner. 

Vi bestilte to karafler vin - en rød og en hvid, de var overraskende gode: Let mousserende, men med fylde og smag. Vi sad i mørket og nød den dejlig mad og vinen og tjeneren tog dette billede, lige før vi gik derfra. 

Vi kunne godt have siddet længere over kaffen, men vi skulle nå den sidste bus tilbage. Vi fandt - som ingenting - tilbage til busholdepladsen. Vi var i god tid, der var også en del andre, der ventede. Bussen kom og vi var klar til at køre. Men lige før vi startede kom en kontrollør, og så kan det nok være den unge mand, der sad foran os, kom hurtigt ud af bussen. Han prøvede at skaffe sig en billet, og selv kontrolløren forsøgte at hjælpe ham. Til sidst var der én der forbarmede sig over ham, og forærede ham en billet. Alt i medens sad vi ca. 20 personer oppe i bussen og ventede. Det tog nok ½ time før han fik løst sit problem, og så kom han flov op i bussen. Vi startede og kørte med fuld fart derudaf. I Danmark ville bussen ikke have ventet på én, der prøvede at snyde og køre uden billet, uanset om den var den eneste bus, der kørte. Det var faktisk en fin måde at klare denne situation på. Den unge mand glemmer aldrig hvor flovt det var, at styrte rundt på busholdepladsen, medens der sad 20 mennesker og fulgte hans anstrengelser.

Vi kom godt "hjem" til en musestille campingplads, hvor vi selv havde lidt svært ved at overholde reglen om stilhed, men det lykkedes uden påtaler.

Kærlig hilsen

fra

Lonnie, Flemming, Bjørn og Ina