Firenze eller Fiesole, som det blev kaldt dengang, blev grundlagt ca. 2000 år f.Kr., af Ethruskerne. Senere blev byen overtaget af Romerne, under navnet Florentia. Fungerede da som garnisons by og kontrolpunkt på vejen Via Flaminia, der gik til Rom.
Firenze var en fri kommune fra 1075 takket være Matilde di Canossa, markise af Toskana, og oplevede herefter forskellige styreformer. I 1138 blev kommunen styret af 4 konsuler, som blev til 12 hen mod slutningen af århundredet. Bymuren blev bygget i 1172, byen blev delt op i 6 og der blev valgt 2 konsuler fra hver bydel. Konsulerne blev støttet af et byråd på 100 "Buonuomini" (Gode mænd), og et parlament, sammensat af alle våbenføre mænd i byen. Den første "Podestà" fungerer fra 1193, hvor repræsentanter for den økonomiske magt i byen, de såkaldte "Guild", også fik tilladelse til at sidde i byrådet.
Magtkampen eksploderede i 1215, hvor Firenze blev delt mellem "Ghibellin-erne" (feudal overklasse og magtfulde købmænd) og "Guelph-erne" (middelklassen). Disse parter dominerede indtil 1250, da en mystisk sammenslutning af "Gamle Folk" eller "Det oprindelige Folk" rejste sig i opposition mod magten i Podestà. De dannede "folkets hær", som i virkeligheden bestod af mindre købmænd og ikke af almindelige arbejdere, og overtog magten.
Sejren blev fejret med byggeriet af Palazzo del Popolo (1255), i dag kaldet palazzo Bargello, samt udgivelse af de første gyldne floriner i 1252.
Slaget ved Montaperti i 1260 bragte Ghibellinerne tilbage til magten, men det varede kun i 7 år. Efter Frederick II's var blevet overvundet af Charles af Anjou, blev der sammensat et parlament bestående af repræsentanter for Guilderne (som jo allerede eksisterede under Podestà, men nu var blevet et rigtigt etableret parti). Den virkelige magt lå dog stadig i hænderne på de aristokratiske købmænd og bankier.
Firenze
forsøgte at skabe en mere demokratisk konstruktion ,da rådsmanden Giano della
Bella, en adelsmand som sympatiserede med middelklassen, introducerede "Rules
of Justice" i 1292-93. Byens nye konstitution forbød adelen direkte
offentlig magt, og skabte i stedet et magistrat med valgte
"bannerførere", til at vejlede de højtstående og overlod til
hæren, at forsvare de øvriges interesser. Med undtagelse af korte perioder
præget af Charles af Calabria og
Anjou (1325-28), samt diktaturet under Gualtiero di Brienne, hertug af Athen
(1342), fastholdtes denne styreform indtil Medici familien kom til magten.
I forbindelse med stormændenes kamp imod "Rules of Justice",
splittedes
Guelpherne fraktion op i to partier, de "Sorte" og de
"Hvide" (1300). Det lykkedes den tidligere så populære adelsmand Corso
Donati, helten fra slaget ved Campaldino, at komme til magten, i det han blev
støttet af den magtfulde Vieri dè Cerchi, der kom fra underklassen. Dette
medførte nærmest borgerkrig i kampen om magt og berømte tilhængere. De
"Sorte" gik af med sejren, og det gik bl.a. ud over Dante Alighieri,
som blev sendt i eksil i 1301 for at støtte de "Hvide".
De "Sorte"s sejr var imidlertid ikke nok til at ophæve " Rules of Justice", som dog blev ændret i 1328-29, så man igen tillod adelen at tage del i regeringen. Den nye Florentinske lov blev skabt i samarbejde mellem alle tidligere repræsentanter, helt tilbage til de 12 konsuler. Ud af en forsamling på ca. 600 mennesker, blev der nedsat et udvalg med 13 repræsentanter, som foreslog et kompliceret valgsystem, som, med få ændringer, var gældende gennem 150 år.
Den vigtigste sociale konflikt, kendt som "Ciompi"-oprøret, skete i
1378: Underklassen ønskede indflydelse på ledelsen af byen. De ansatte i
stofproduktionen, kendt som "Ciompi", gjorde oprør fordi de ønskede
at grundlægge deres eget parti og derigennem blive repræsenteret i byens
parlament. En af deres ledere var Salvestro dei Medici. Han var blevet valgt til
at repræsentere sin familie p.g.a. hans militære indsats, og blev nu ekstremt
populær. Medici-familien var oprindelig bønder, der flyttede til byen og blev
købmænd og senere bankierer. Giovanni, grundlæggeren af familiens formue og
hans søn Cosimo "den ældre" benyttede Salvestros popularitet til at
opnå mere magt og fik mange allierede i byen. Resultatet blev, at byen igen
blev regeret af en lille flok "Seignory´s" selv om de udadtil stadig
fastholdt det gamle republikanske system.
I 1494 gik Medicierne fallit og mistede al deres indflydelse. Den dominikanske munk Girolamo Savonarola blev ny puritansk leder. Han forsøgte at give byen et mere religiøst styre, med munke på de vigtigst poster og et 400 mand stort parlament, der holdt til på Palazzo Vecchio. I 1498 blev han hængt og brændt p.g.a. en falsk anklage for kætteri.
Hans styreform og
parlamentet fortsatte imidlertid, delvis p.g.a. Niccoló
Machiavelli´s indsats, indtil 1512 hvor
I 1737 overgav man byen under staten Lorraine, som blev en del af det samlede Italienske kongerige i 1860. Firenze blev således hovedstad i det nye land, indtil Rom også blev indlemmet, og udråbt til ny hovedstad i 1875.
Før tyskerne trak sig tilbage fra Firenze under 2. verdenskrig bombede de alle broerne, bortset fra Ponte Vecchio. I 1966 gik Arno-floden over sine bredder og ødelagde flere bygninger og kunstværker. Det meste er dog restaureret.