Ina Online
Startside Indhold  Fotoalbum

Filmalbum

Vore ferier

MIN REJSE-BLOG
Sommerferie 2004, 12. dag

Tirsdag den 24. august 2004

For første gang i løbet af ferien havde vi begge sovet meget dårligt p.g.a. en trykkende varme og tung luft. 

Det begyndte da også at regne igen her til morgen, så vi blev nødt til at pakke teltet vådt sammen. Pladsen skulle være ledig igen klokken 10 - og det passede præcis. Vi havde en lang køretur foran os - med bjergkørsel og vi glædede os.

Turen var utrolig flot, vi så den ene skønne udsigt efter den anden.

Kørte uafbrudt til kl. 16.30

 Bjørn var stadig frisk, men jeg var helt udkørt af mangel på søvn og følte mig næsten køresyg af at sidde bag i bilen op og ned af bjerge gennem hårnålesving, så jeg orkede ikke at køre længere. 

Vi var da også halvvejs til Strasbourg, så vi var nået langt: 400 km. på én dag

. . . så efter Villefranche begyndte vi at se os om efter campingpladser 

Vi fulgte det første skilt vi så, det førte til "Fleurie Camping"

Det lå længere væk fra landevejen end vi havde regnet med, men så var det også helt midt ude i vinmarkerne

Solen skinnede da vi nåede dertil og området var ubeskriveligt smukt. Campingpladsen var 3-stjernet, så der var lækre forhold, og det kostede kun 11,50 € for en overnatning. Det havde regnet tidligere på dagen, men nu kunne vi lige nå at nyde området i godt vejr. Der var vinsmagning kl.18, så  der gik vi naturligvis hen. Det er bougelais-område, og de vine vi smagte var noget tynde, og mere syrlige end vi bryder os om, så vi købte ikke noget. Vi sad i stedet og nød en rose´vin vi havde købt og fik oliven og nødder til. Herefter trak det igen op til regnvejr, så vi satte os ind i bilen og lavede mad. Fik kalvetournedous med salat og brød. Selv om spritapparaterne virker noget trægt lykkedes det at stege bøfferne lige tilpas. Så skulle der vaskes op, og derefter sad vi i bilen og så lidt film, før vi redte sengen og tørnede ind.

 


Dagens rute: Fra Sarlat til Flurie = 407 km.