Mandag den 13. august 2001

Der er en kæmpe forskel mellem Rom og Firenze. 

Rom er den mere upersonlige, travle, og noget beskidte storby, medens Firenze er intim, ren, landsbyagtig og romantisk.

Firenze er et et af de mest eftertragtede turistmål i verden. Her findes verdens største koncentration af kunstskatte inden for et ganske lille område. Der er kun få minutters gang mellem kunstmuseer og kirker med kunst i verdensklasse. Kunstsamlingerne i Firenze er et resultat af den vældige økonomiske aktivitet i byen i dens storhedstid i perioden  1100-1600. Byens købmænd importerede uld fra England og Spanien og solgte uldstoffer til hele den kristne verdens overklasse. Senere drev man international bankvirksomhed i hele Europa.

 Læs mere om kunsten i Firenze hér.

I middelalderen var den katolske kirke den vigtigste arbejdsgiver for kunstnerne i Firenze, senere tog de førende handelshuse over. Verdensnavne inden for kunst som Giotto, Fra Angelico, Cimabue, Donatello, Brunelleschi, Massaccio, Leonardo da Vinci og Michelangelo har alle sat deres præg på Firenze. 

Vi glædede os til at se byen, så det var tidligt op og af sted.

Du kan læse mere om Firenzes historie hér.

Vi købte busbilletter, gik turen ned af bjerget og fandt stoppestedet på et lille torv i landsbyen. En italiensk mand var meget ivrig for at bekræfte, at vi stod det rette sted. Vi var nu ikke i tvivl, for der var flere andre fra campingpladsen, der stod og ventede på bussen til Firenze. 

Vi kom ind i byen via den romerske port, og stod af syd for floden lige før Piazza Pitti. 

Købte morgenmad på en café og satte os hen på pladsen for at spise.  

Pitti-pladsen

Der var naturligvis også mange duer, der blev tiltrukket af krummerne. En af duerne havde fået en elastik om benene, og Lonnie forsøgte at redde den. Det virkede, som om den gerne ville hjælpes, men hver gang hun kom tæt nok på, så fløj den alligevel. 

Det var ret sjovt at se Lonnie kravle rundt på muren, men til sidst måtte hun dog give op.

Palazzo Pitti

Gennem porten kommer man ind i en kæmpe gård.

Der er indgange til de forskellige museer. 

Palatina-galleriet er det mest berømte med værker af Rafael, Tizian, Van Duck, Rubens m.fl.

For enden af gården ligger et tempel med en ønskebrønd. Turisterne smider penge i brønden for at få opfyldt et ønske om at komme tilbage til Firenze. 

Italienerne er gode til disse traditioner - ( se beretningerne fra Rom om Trevifontænen ) -  selv pengesedler var der blevet smidt i. Vi havde jo ikke set ret meget af Firenze endnu, så brønden måtte vente på eventuelle bidrag fra os.

Foran brønden stod en moderne skulptur, der forestillede luft. Det var et flot kunstværk. 

Selve paladset er enormt - 32.000 m³, der nu bruges til museer. 

Det er en renæssancebygning fra 1400-tallet, bygget til Medicifamiliens ærkefjende: Den rige købmand Luca Pitti. 

Han klarede sig dog ikke i konkurrencen med Medicierne, som overtog paladset i 1549, da Pitti blev erklæret fallit. 

Medicifamilien udbyggede paladset omkring år 1800 til dens nuværende størrelse.  

Boboli-haven

Bag paladset ligger Boboli-haven, som er en stor park med skulpturer, springvand, en kunstig ø, et amfiteater og et rokoko-kaffehus fra 1776. Det er det eneste store parksanlæg i Firenze, så borgerne i byen har protesteret meget over, at der tages entré for at se haven.

Vi gik af vejen for at komme over broen til den anden side af floden Arno. 

Der går faktisk en lang søjlegang: Vasari-korridoren, fra Pitti-paladset over floden og videre til Uffizi-galleriet, men vi gik som sagt ned til vejen. 

Der var en Dali-udstilling lige overfor paladset. Lonnie har skrevet opgave om Dali, og ville gerne planlægge et besøg på galleriet. 

Herefter gik vi videre forbi et tårn. Mennskemængden var blevet meget tæt i den smalle brostensbelagte gade, og pludelig gik det op for Ina, at vi allerede befandt os på den gamle bro og var på vej over Arno-floden.

Ponte Vecchio

Den kendteste af Firenzes broer er Ponte Vecchio, "Den gamle Bro", som er bygget i 1345 og den  eneste, nazisterne ikke sprængte i luften under deres tilbagetrækning. 

Broen er så bred, at man på hver side har kunnet bygge små arkader, som oprindelig var forbeholdt slagterne, der meget bekvemt kunne hælde deres affald i floden. 

Men da Vasari-korridoren blev bygget måtte slagterne vige pladsen for guldsmedene. De har stadig deres små forretninger på broen. Fra alle vinduer glimter safirer og diamanter i det skarpe lys, og nogle steder kunne man se gennem forretningen til baglokalet, som hænger faretruende ud over floden. 

Midt på broen ses søjlegangen og der er fri udsigt. Der står en buste af den mest berømte guldsmed: Benvenuto Cellini. Nede i floden svømmer massevis af store tykke fisk omkring.

Vi kikkede på smykker - Flemming og Lonnie var påfaldende interesserede -

og på den anden flodbred fortsatte vi af Via Calimala med de flotte modeforretninger, og gik så til højre ned til ...

Piazza della Signoria. 

De statuer, der står dér, er fantastisk spændende ( se linket ved at klikke på billedet )

Vi gik mod Domkirken af Via Calzaiuoli og kom forbi 

Chiesa di Orsanmichele  

Denne kirke er fra 1290, bygget af Arnolfo di Cambio, oprindelig som kornmarked. Blev først brugt som kirke efter en ombygning, der afsluttedes i 1404.

Videre gennem de smalle gader: Og pludselig er vi på 

Piazza Duomo / Piazza San Giovanni 

Med dåbskapellet, domkirken og klokketårnet lige foran os ( linkene )

Bjørn og Flemming satte sig på kirketrappen, medens jeg stod i kø for at se de verdensberømte døre ind til dåbskapellet. 

Lonnie tog billeder.

Santa Maria del Fiore bliver ofte kaldt "Domkirken i pyjamas" p.g.a. de grønne striber. Ser man nærmere på facaden, som på billedet ovenfor, er det alligevel ejendommeligt smukt og detailleret udført. 

Vi var inde i domkirken, og nøjedes med at se ind i dåbskapellet udefra. 

Man kan komme op i klokketårnet og i kuplen på domkirken.

Så var det lige tid til en lille kaffepause. Fortovsrestaurantens priser var dog ikke lige efter Flemming og Lonnie´s pengepung, og de afstod fra at bestille noget.

Nu gik turen til San Lorenzo-kvarteret og den næste kirke: 

Piazza San Lorenzo

Ligger foran kirken. 

Der plejer at være marked med gøgl og boder, der fortsætter ned af de omliggende gader, men i dag var der fuldstændig tomt.

Det var sådan vi havde forventet pladsen ville se ud. 

 Italienerne har selv ferie i denne tid, og det er nok forklaringen.

Chiesa di San Lorenzo 

Kirken burde være speciel interessant for os, da der bl.a. er et gravstedet for den danske videnskabsmand og teolog, Niels Steensen, som i 1988 blev helgenkåret af paven. Men da det kom til stykket, var der alligevel ikke rigtig stemning for at gå ind kirken. Vi ville hellere videre til Piazza Santa Croce og se nærmere på Hellig-kors-kirken. Det viste sig at være et rigtigt valg: Der var masser at se på, så dér brugte vi en del tid.

Piazza Santa Croce

Pladsen er stor, enkel og smuk.

Den bliver ofte brugt til folkelige begivenheder. 

Der var nogle få boder, hvor Flemming fik købt sig et par nye solbriller, ellers var der også hér temmelig stille og forladt. 

Foran kirken står en kæmpe statue af en Dante. Inde i kirken er der et monument over ham. Dante ligger begravet i Ravenna - som flere andre blev han forvist fra Firenze.  

Santa Croce 

Santa Croce er franciskanernes største kirke i Italien. 

Byggeriet blev påbegyndt i 1294, men først indviet midt i 1400-tallet, og klokketårnet er fra 1842. Facaden er "påsat" i 1863.

Kirken er elsket og beundret fordi der er gravmonumenter over nogle af de største navne i Italien, og mange kendte kunstnere har deltaget i udsmykningen af kirken.

Der er indrettet et museum i klosteret til højre for kirken, men der var vi ikke inde. 

Oprindelig har tiggermunkene / gråbrødrene jo holdt til i klosteret.

Den gang var kirken nok ikke så prangende, for afsavn og fattigdom var og er stadig en vigtig del af ordenen.

Vi slentrede igen rundt i de små gader. Fandt en bar, hvor vi kunne få noget at drikke, Flemming og Lonnie fik skrevet et par postkort, som vi sendte, da vi kom forbi posthuset.

Vi gik tilbage mod floden til Mercato Nuovo ( det ny marked - der nu ikke er så nyt længere ).

Markedet ligger i en loggia, og der er tæt med boder, hvor man kan købe lædervarer, stoffer, tøj m.m. 

Det er hér, man finder det berømte bronzevildsvin "Il Porcellino". Svinets snude er helt blankslidt af de mange mennesker, der har gnedet svinet på snuden, fordi det betyder gensyn med Firenze. Held følger desuden den, der kan få en mønt til at falde fra svinets mund, og direkte ned i risten under. 

Der var mange der prøvede deres held: Flemming og Lonnie med succes, Bjørn var ikke så heldig !

H.C. Andersen skrev i 1862  eventyret: "Metalsvinet". Det beskriver hans oplevelse af Firenze, og modsætningerne mellem den umådelige skønhed og fattigdommen på den tid. Du kan læse eventyret i originaltekst ved at klikke på billedet af vildsvinet. 

Lonnie fik købt to tørklæder, før turen gik videre. 

Vi kom forbi en forretning med træfigurer: "Pinocchio", hed den -  naturligvis. Der var alle slags figurer i træ bl.a. en motorcykel i børnestørrelse, som Lonnie var helt vild med. 

Vi var næsten tilbage ved broen, og gik til venstre langs bredden af Arno.

Herved kom vi til den sydlige ende af

Piazza degli Uffizi med kunstgalleriet Uffizi

Pladsen er smal og minder mest om en slotsgård med udgang til Arnofloden mod syd og til Piazza della Signoria mod øst.  

Inde mellem søjlerne står statuer af berømte 

kunstnere, videnskabsmænd og statsmænd, der har haft betydning for Firenze gennem 

tiderne.

Uffizipaladset rummer Italiens vigtigste malerisamling og er et af verdens største og mest betydningsfulde kunstgallerier. 

Malerierne er samlet gennem århundreder af Medicifamilien. 

Der er værker af bl.a. italienerne Michelangelo, Frà Angelico, Raphael, og Leonardo da Vinci, men også f.eks. Ruben, Goya og Rembrandt.

 Det mest kendte maleri på Uffizi er Venus´s fødsel:

Palazzo Uffizi

 Dette pragtfulde palads blev bygget i tidsrummet mellem 1560 og 1580. Giorgio Vasari stod for byggeriet, som oprindelig var beregnet til administrationskontor og arkiv for byen. 

Vi var ved at være mætte af oplevelser, men tomme i maven. 

Vi var enige om, at vi helst ville spise i nærheden af campingpladsen, og derfor nøjedes vi med at stille den værste sult med Italiensk is, som vi købte i én af de berømte isbarer. 

Optaget af vores is-spiseri passerede vi igen Ponte Vecchio og gik til Pittipladsen. Vi havde ikke tænkt meget på trafikken i Firenze, for i den indre by er der næsten kun gågader.

Da vi nåede Certosa kikkede vi ind på restauranten ved landevejen, der så hyggeligt ud, 

- bare meget tomt. 

På vej op mod campingpladsen fik vi en højlydt velkomst af hunden inde i gartneriet.   Restauranten halvt oppe af bjerget var lukket, den havde vi ellers satset på. 

Da vi nåede til den sidste bakke, kunne vi rigtig mærke, at vi var trætte i benene alle sammen. 

Alt i alt havde vi mest lyst til at blive hvor vi var. Vi slappede af og gjorde os i stand.

Herefter spiste vi igen på den lokale restaurant. 

Vi var rigtig blevet stamgæster og fik særbetjening. Vi vidste godt, at vi ikke kunne få pommes frites til maden, men det stod på spisekortet, og derfor drillede vi tjeneren ved at bede om det hver dag. Det danske ægtepar morede sig godt over at høre på os, og ville vist gerne sidde med ved bordet. Det var deres sidste dag i Italien. 

Vi fandt tilbage i mørket og gik temmelig sent til ro.

Kærlig hilsen

fra

Lonnie, Flemming, Bjørn og Ina