|
Albufeira var tidligere en blomstrende havneby med sin egen borg. I 1532 og i 1755 blev byen hårdt ramt af jordskælv. Fæstningen blev ødelagt ved jordskælvet i 1755, men det meste af den ældre del af byen forblev uskadt, og er omhyggeligt blevet bevaret for eftertiden. I romer tiden kaldtes byen "Baltum", men blev senere omdøbt af araberne fra det Nordvestlige Afrika til "Al-Buhera". Efter disse maurers erobring i det 8. århundrede blev byen en vigtig handelsby. Arabernes styre varede indtil 1143, hvor det lykkedes Dom Afonso Henriques at generobre tre fjerdedele af det nuværende Portugal, hvorefter Portugal udråbtes til et selvstændigt kongedømme. Under denne krig blev byen bestormet og sat i brand. Byen led efterfølgende af stor fattigdom, og er først nu ved at komme sig p.g.a. den store turisme. Gaderne fører alle ned til det centrale torv, hvor samtlige gråspurve i området hver aften holder ”møde” i et stort træ på torvet. Træet bliver simpelthen propfyldt med pippende fugle og larmen er ubeskrivelig! Et godt sted at sidde og se verden passere forbi. En tunnel gennem en enorm klippe forbinder strand og by. Man kan stadig se fiskere lande deres fangst på Praia dos Barcos ( fiskernes strand ). Om natten kan man se lanternerne på fiskerbådene.
|