Fredag d. 11. maj 2001

Tidligt op, der var enkelte skyer, men alt lovede til en solrig dag. Markedet var endnu mere farvestrålende end ellers: Der var flere boder med alle tænkelige grøntsager og en bod med friske fisk. Vi gik fra Piazza Barberini af Via Sistino mod Piazza del Popolo. Derved kom vi igen til Trinita Del Monti med Den Spanske Trappe nedenfor. Vi gik videre af vejen med udsigt til tagterrasserne på de 6 etagers høje bygninger, langt nede lå vejene med larm, trafik og menneskemylder - her oppe var der stilhed og meget smukt. Villa Medici lå på højre side af vejen og så meget romantisk ud, så vi måtte op og kikke! Ned igen og videre op af vejen. 

Så kom vi til Monte Pincio, højen med den vidunderligste udsigt over Rom. Udsigtspunktet ligger på toppen af terassen ned til Piazza del Popolo, med obeliskens top i øjenhøjde og tvillingekirkerne bagved med de tre veje, der stråler ind mod centrum ( gåsefoden ). Først beundrede vi udsigten, herefter gik vi lidt ind i parken, og sad sammen med unge mødre og deres børn, for at få en lille forfriskning. Det var blevet meget varmt nu, så det var godt med vand og cola. 

Sidst vi var i Rom var Piazza del Popolo ved at blive restaureret, så hele pladsen var dækket til med plankeværk.

Ina havde glædet sig meget til at se monumentet foran Monte Pincio, men denne gang var det skjult bag en scene. Berlusconi havde planlagt et stort valgmøde samme aften, så der var kæmpe højtalere, plakater, TV-biler og kampagnefolk, der var ved at puste balloner op. 

Pladsen bruges ofte til offentlige møder og begivenheder, en funktion der nok er blevet endnu mere udtalt efter at pladsen nu er lukket for al trafik. 

Sidste gang måtte vi springe for livet for at komme ind på midten og betragte den pragtfulde obelisk. Nu kunne vi i det mindste gå i sikkerhed.

Gik ned af Via Del Corso - så på forretninger, og købte gaver til børnene 

Vi var et smut inde på en sidegade, og fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik vin og øl. Vi gik så rundt på må og få, og kom igen forbi Quirinale, med præsidentpaladset, højesteret og kirken i nærheden.

Lidt uventet stod vi pludselig på Piazza Novona, og dér spiste vi frokost med isafkølet hvidvin ( Italiens bedste hvidvin fra Sicilien ). 

Det var nu hamrende varmt, så Bjørn sad i skyggen og Ina i solen. Fire sangerne stillede sig op og spillede for os. Det er kutyme at betale musikanterne, og det er også OK, hvis bare de ikke var så mange. Du kan næsten ikke sætte dig på en restaurant i Rom før musikanterne dukker op, spiller én eller to melodier, og går rundt med hatten. Her på pladsen oplevede vi dog, at en ældre musikant spurgte om han måtte spille specielt for os, og derfor kunne vi høfligt takke nej tak. Vi mødte Irlænderne igen, så der var knus og glæde. De fortalte, at de nu forstod, hvorfor Ina ikke bare gik med tasken løst på skulderen: En fyr på skooter havde forsøgt at bestjæle dem, men det lykkedes ikke. De var dog lidt vemodige over episoden, og glædede sig til, at de om lidt skulle mødes med deres datter, der var mere hjemmevant i Rom. Vi sagde hjerteligt farvel, og herefter fulgte vi vor "sædvanlige" rute til Pantheon, som vi lige var inde og se igen - drak kaffe på "den sædvanlige" kaffebar. Derefter Trevi-fontænen, hvor Ina i dag smed en mønt i vandet, sammen med alle de andre af utallige nationaliteter. Vi så en indisk mand gå amok på sin kone, og kalde hende "a bitch" - hun blev meget ked af det.

Så gik det videre hjemad af Via Nationale, hvor vi var inde og købe mærketøj til Bjørn. Ekspedienten sagde meget bestemt: Størrelsen passer ! - og det gjorde den.

Gennem Termini, ind på kaffebaren og herefter hjem til hotellet.

Fik en lille lur, før vi tog bad og gik ud og spiste. Endnu engang gik vi i "Den Blå Grotte", og hvilken modtagelse vi fik ! Tjenerne havde ikke regnet med at se os igen p.g.a. episoden med damerne forleden aften, så glæden var stor. Straks kaldte værten på "vor faste tjener". Der var imidlertid ikke så mange gæster - det var nemlig ret sent - så vi blev vartet op af dem alle. Der var bl.a. en kvindelig sort tjener, der ville høre, hvad vi synes om Romerne. Hun var ikke begejstret, og havde meget hjemve. Men af økonomiske grunde, var det udelukket at tage familien med tilbage til Afrika. Hende talte vi længe med. Vi bestilte de dyreste retter fra menukortet og den bedste rødvin. Det var dog stadig billigt, men denne restaurant serverede også mest almindelig dagligdags mad - uden alle specialiteterne. Det var veltillavet og smagte godt, så vi hyggede os bravt til over lukketid. Der havde været for meget afsked i dag - vi kunne sagtens have brugt mere tid i Rom.

Men mønterne var jo kastet - vi vender tilbage.