Onsdag d. 9. maj 2001
Vi stod tidligt op. Vejret var dejligt. Boderne var stillet op på markedspladsen overfor, og varerne var ved at blive læsset af de mange varevogne, der næsten blokerede al trafik. Nu var der andre boder og andre varer end i går. Vi sprang morgenmaden på hotellet over og gik i stedet ned til kaffebaren overfor Termini. Så hen til Piazza del Cinquicento for at tage bus 40 eller 64 til Vatikanet. Bus 40 kom først, og det var vi glade for, linie 64 kaldes nemlig "tyveruten" fordi bussen kører uden stop til Vaticanet, og således kun benyttes af turister og lommetyve. Turen tog ikke ret lang tid, og vi trådte ind i Vaticanstaten ½ time før tid.
Vaticanstaten blev oprettet med Lateran-pagten af 11. februar 1929 mellem Italien og "Den Hellige Stol". Dens
overhoved er Paven. Staten omfatter Peterspladsen
, Peterskirken og Vaticanpaladset, samt nogle andre
bygninger og paladser. Den har sine egne frimærker og egen valuta. I centrum af Peterspladsen, står en obelisk ( 25,50 meter høj ) og den flankeres af to springvand. Mellem obelisken og springvandene ligger der i brolægningen en rund sten, og når man fra denne sten betragter kolonnaden overfor, ser man kun én række søjler (der er imidlertid fire, i alt 284 søjler og 88 pilastre). Guiderne stod allerede parat ved obelisken, og medens vi ventede på resten af selskabet, lå en mand på knæ lidt fra os, og bad inderligt til én af de 140 helgener, der figurer oppe på toppen af kolonnaden. Klokken 9.15 gik vi så hen til indgangen til Vaticanmuseet. Her kom vi gennem et sikkerhedscheck Herefter blev vi vist ind i pinjehaven, hvor vi fik informationer om pavedømmets historie og Vatikanets tilblivelse, samt en nærmere forklaring vedrørende freskomalerierne f.eks. betydningen af farver – lapisblå var kun for de rigeste ! Vi fik vist billeder med detaljer fra Michelancelo`s malerier i det sixtinske kapel – man må nemlig ikke tale inde i kapellet.
Vi gik indenfor på museet og så først gamle skulpturer af romerske guder m.m., herefter romersk indbo fra de velhavende familier.
Så kom gobelin-salen med 3-dimensionelle malerier i loftet, herefter kort-salen med detaillerede kort fra alle dele af Italien - malet under pave Gregory XIII i 1500-tallet. Fra vinduerne kan man se ned i Vatikanets private have ( ikke speciel overdådig ).
Vi så tre sale med malerier af Raphael. Det var spændende at høre om de afbillede personer, og de mange perspektiver og fortolkninger af hvert enkelt billede.
Så kom turen til det sixtinske kapel: Der var utrolig mange mennesker inde i salen, så vi gik forholdsvis hurtigt igennem, og fandt en ledig bænk, hvor vi stille og roligt kunne studere malerierne. ”Dommedag” nede for enden af salen er helt fantastisk. Præget af Michelangelo´s vrede over massakren af Rom, og hans efterhånden anspændte forhold til den katolske kirke, og ”Adams tilblivelse”, hvor mange i dag mener, at de 7 engle repræsenterer de 7 nervebaner, - således det menneskelige intellekt ! Museumsbesøget var slut – vi havde gået derinde i 3 timer.
Så var der hurtig frokost på en nærliggende bar.
Før vi gik ind i kirken passerede vi den svejtsiske garde i deres prægtige uniformer, tegnet for mange år siden af Michelangelo. Guiden fortalte, at det var meget attraktivt, at blive udtaget til garden, og på denne måde aftjene sin værnepligt. Ansøgerne kom gennem omfattende tests. Den psykologiske test var blevet skærpet efter en pinlig affære for nogle år siden, hvor én gardist havde myrdet en anden. Endnu ved ingen hvorfor dette skete. Der er 5 vældige indgangsdøre til Peterskirken. Porta Santa (den hellige dør) længst til højre åbnes kun hvert 25. år, når det er jubelår. Over
indgangspartiet er der 12 vældige statuer: Jesus, Johannes Døberen og 10 af Jesu
disciple. Peter og Judas er ikke med, men man kan jo også sige, at det er
Peter, som er værten.
Lyset faldt ikke ind lige så flot, som da vi var der i juli måned. Ellers var det godt at have en guide med, som kunne fortælle mere om de forskellige kunstværker – f.eks. balustraden over alteret, om Sankt Peters grav lige under, hvordan man havde dækket graven for at undgå den blev raseret, og først undersøgt den flere 1000 år senere. Indtil da havde gravstedet for Sankt Peter kun eksisteret som en legende. De få ”malerier” i kirken er faktisk mosaikker lavet af bitte små sten i forskellige farver – det er kopier af de oprindelige kalkmalerier. Vi var også nede hvor de forskellige paver lå begravet, men Sankt Peters grav kan man kun få fremvist af Vatikanets egne guider, til gengæld var der et meget fint udsmykket rum, hvor det klæde Sankt Peter bar da han blev korsfæstet ( med hovedet ned af ), var opbevaret i en kiste. Når en ny pave vælges går han altid først ned og henter klædet frem, for nøglen til himmerigets porte, som ellers er symboliseret alle steder, eksisterer ikke i virkeligheden i dag. Vi tog afsked med guiderne og de andre i selskabet og forlod Peterspladsen. Sad lidt på en bænk på Via del Canciliazone for pludselig fik Ina voldsomt ondt i ryggen af at vandre rundt i så mange timer, og svaje i ryggen for at se opad det meste af tiden. Vi købte en forfriskning ved en af de mange boder, der altid er opstillet i nærheden af forskellige seværdigheder.
Det hjalp at
slappe af, og snart gik vi videre til Castel
Sant´Angelo, der ligger umiddelbart
for enden af Via del Canciliazone.
Dér sad vi og betragtede folkelivet. Pladsen var fuld af sælgere,
lovlige som ulovlige , gademusikanter, levende statuer, romere og turister.
Det virkede rigtigt, at man kalder Piazza Novona for Roms dagligstue. Vi gik ind
i kirken Sant'Agnese,
som var meget mindre, end vi først havde troet. Det
var ved at blive sent, og vi vandrede mod hotellet af alle de små veje vi kunne
finde, og stod pludselig igen ved Panteon - fint, så kunne vi jo få en granita
caffeé ! Den sad vi og nød, sammen med alle de andre turister, på trappen
op til springvandet. Ina var igen lige et smut inde for at beundre Panteons
fantastiske arkitektur. Indkøb og kaffe på vejen - vi var ved at føle os
hjemme i Rom. Da vi senere dukkede op på Grotta Azzura kendte jubelen ingen
grænser. Der var krise på restauranten p.g.a. et stort selskab af pænt
overrislede romerinder, der, så vidt vi kunne forstå, ikke havde penge nok til
at betale regningen. Alt blev dog klaret for ejeren ringede, og to af kvindernes
mænd dukkede op, tydelig pinligt berørt. De fik klaret problemerne, men man
kunne se, at mændene og tjenerne stadig følte deres ære krænket. Damerne fik
drinks og de rendte frem og tilbage, op og ned af trappen til gaden, der kom
flere mænd, for at få deres hustruer med hjem, men det tog sin tid. Da de
endelig var forsvundet alle sammen, åndede tjenerne lettet op, og bad os
mindeligt om at blive, selv om klokken var blevet 23, det tidspunkt, hvor
restauranten plejede at lukke. For deres skyld drak vi så også en tår kaffe,
før vi gik. Udenfor på gaden stod der stadig nogle romerinder, hvis mænd
tålmodigt ventede ved bilen, parat til at køre dem hjem. Kønsrollerne synes
at have ændret sig en del i Italien !
For
vores vedkommende var det ikke svært at finde vejen de 20 skridt hen til
hotellet. Det havde været en dejlig dag. Kærlig hilsen fra Ina og Bjørn |
