Ina Online
Startside Indhold  Fotoalbum

Filmalbum

Vore ferier

MIN REJSE-BLOG

De 4 floder, Nilen

Piazza Navona (Circo Agonale) ligger på det sted, hvor tidligere lå Domitians stadion ( år 86), som kunne rumme 30.000 tilskuere til de populære forlystelser, især hestevæddeløb. Dette forklarer pladsens form. Den er ikke helt nem at finde, da pladsen er omsluttet af høje beboelsesejendomme. Disse er bygget på de antikke fundamenter, hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor pladsen har beholdt sin form. Pladsen kaldes ofte for Roms hjerte eller Roms dagligstue, og den indbyder til at sætte sig ned, få en kop kaffe eller en øl og så bare betragte folkelivet. En dejlig gevinst er, at der ikke er larmende og forurenende biler i nærheden. 

På pladsen er der ofte optrædende kunstnere, fx musikanter og kunstmalere. Sjovt at tænke på, at her har H.C. Andersen, Goethe, Wagner og tusindvis af store kulturpersonligheder siddet som vi. På pladsen ligger hele 3 springvand.

Det midterste springvand - De 4 floder - tilskrives almindeligvis Bernini (1648-51), men størsteparten af skulpturerne er lavet af hans elever. Springvandet er udført på bestilling af pave Innocent X. Fra dets centrum, som har form af en rustik klippe, springer vandet. For neden optræder en hest, et palmetræ, og en løve. Springvandet afsluttes med en obelisk i toppen. De 4 figurer symboliserer paradisets floder (måske snarere de floder, som var kendt på den tid): Nilen, Ganges, Donau og River Plata. Nilen er eksempelvis afbildet som en person med tildækket hoved, formentlig for at vise, at man på det tidspunkt endnu ikke kendte Nilens kilder - i hvert fald ikke i Europa. Jeg har læst, at Bernini selv skulle have lavet hesten, som repræsenterer Donau (eller rettere verdensdelen Europa). Traditionen vil vide, at der var en kappestrid mellem Bernini og Borromini - det 17. århundredes største kunstnere - om at få den pavelige bestilling på springvandet. Innocent X gav først arbejdet til Borromini, men Bernini bestak pavens søster, så han fik opgaven. Søsteren skulle have modtaget en sølvkopi af arbejdet. Der findes et utal af romerske sladderhistorier om det dårlige forhold mellem de 2 kunstnere. Bl.a. skal de have haft en fælles elskerinde - Constance Buonarelli, hvilket nok kan give visse problemer. Fx havde Borromini fået at vide, at som følge af en teknisk fejl ville Berninis springvand ikke virke, hvilket glædede ham meget. Men på premieredagen sprang springvandet lystigt, og den stakkels Constance måtte indrømme overfor den rasende Borromini, at hun havde sladret til Bernini. Borromini, som havde et ustyrligt temperament, endte med at begå selvmord på grund af forskellige krænkelser, der var overgået ham som kunstner.  De 4 floder - Fontana 4 Fiumi. Piazza Navona

Piazza Navona

Udfor De 4 floder ligger den smukke barok kirke af Borromini Sant'Agnese in Agone det sted, hvor jomfru Agnes led martyrdøden. Den hellige Agnes blev efter sin martyrdød skytshelgen for unge piger og jomfruer, for forlovede par, for kyskhed og for råd om en god ægtemand. Hun var af en rig familie, men besluttede på et tidligt tidspunkt, at hun ville vi sit liv til Jesus. Hun var usævanlig smuk, og bypræfektens søn friede til hende, men hun afviste ham med, at hun allerede havde en brudgom i Kristus. Den forsmåede bejler anmeldte hende, og som straf blev hun anbragt på et bordel. Men Gud lod på mirakuløs vis hendes hår vokse ud, så det dækkede hele kroppen, selv når hun var nøgen. Da hun blev kastet på bålet, kune ilden ikke skade hende. Hun blev torteret med glødende jern - uden virkning. Til sidst måtte bødlerne skære halsen over på hende (en 'almindelig' romersk henrettelsesmåde). 8 dage senere åbenbarede hun sig for de troende omgivet af hvidklædte jomfruer og med et hvidt lam ved sin side (agnus betyder lam på latin). 

 

Fontana di Nettuno.


Dagbog fra Rom:     1. dag    2. dag    3. dag    4. dag    5. dag    6. dag

Hvis du vil vide lidt om Roms grundlæggelse så klik her !

 eller om Roms historie, i korte træk.