Der findes mange myter om grundlæggelsen af Rom, men den mest kendte kan ses i det store epos, som blev skrevet af den italienske digter Vergil ( 70-19 f.Kr.):"Æneiden"
1. sang, verselinie 272-277:
|
|
Dér skal magten bero i tre århundreder underfyrster af Hectors folk, til en kongelig mø og præstinde,
Ilia, skal Romulus løftearven med glæde og stolthed grundlægge Krigsgudens højborg. Folket giver han navn af Romerne efter sit eget. |
|
- og hos historikeren Titus Livius fra Padova ( 59 f.Kr.-17 e.Kr.) Sidstnævnte beretter om byen Alba Longa, hvor Amulius stjal tronen fra sin bror Numitor og tvang dennes datter Rhea til at blive vestalinde, for at hun ikke skulle blive besvangret. Men krigsguden Mars besøgte Rhea og hun fødte to sønner, Romulus og Remus. Amulius satte børnene ud på Tibern i en kurv, men guderne styrede imidlertid kurven sikkert i land i Velabrum, et sumpet område ved Palatinerhøjen, hvor en hunulv opfostrede tvillingerne, indtil de blev fundet af en hyrde. I nærheden af Tiberens bredder boede den gamle hyrde Faustolo og hans kone Laurenzia i en fattig hytte. En aften sad den trætte Faustolo nær hyttens dør, mens Laurenzia var i færd med at lave mad. Pludselig hørte de en lyd fra skoven. En mørk skygge sneg sig ned til flodbredden. Faustolo ville gå hen og se, hvad der var på færde, og han bad sin kone vente på ham. Han bevægede sig med stor forsigtighed, da jorden i nærheden af floden var fuld af pytter efter flere dages regn. |
|
Ved foden af et træ så Faustolo en stor hunulv liggende på siden, mens hun gav mælk til 2 børn. Han troede, at han drømte. Da han om tilbage til hytten, fortalte han sin kone den forbløffende historie om hunulven, og de sneg sig begge ned til flodbredden.
Kort tid efter sov de 2 børn varmt i Faustolos og Laurenzias varme hytte.
Her voksede de op og blev 2 store og stærke drenge. Lidt vilde, men gode drenge. Faustolo kaldte dem Romulus og Remus, og de respekterede ham som deres fader.
For hver dag søgte de længere og længere væk fra hytten på eventyr.
Da de blev voksne viste Mars
sig for dem og fortalte hvem de var, og at de skulle grundlægge en ny
by. Men hvem skulle bestemme hvilket navn, byen skulle have? De besluttede af
tage varsel af fuglene: Den som så det største antal fugle, skulle have ret
til at navngive byen. Romulus var den heldige. Han tog en plov og markerede således
byens omkreds på Palatiner Højen. Og han kaldte byen for Rom. Dette
skete - i følge Livius
den 21. april 753 før vores tidsregning - en dato, som stadig fejres i Rom.
Grundlæggelsen af den nye by betød afslutningen på livet for Remus. Det var bestemt, at ingen måtte passere hegnet omkring byen uden tiladelse fra Romus. I spøg - eller måske i misundelse - sprang Remus leende over hegnet og udbrød: "Se, det er nemt!". Den rasende Romulus kastede sig over Remus og dræbte ham med sit sværd og råbte, at enhver, som fornærmede Rom skulle dø.
Myten om voldtægten af Sabinerkvinderne
På den tid var der to folkeslag i Rom: Sabinerne og fårehyrderne. Sidstnævnte støttede Romulus og anerkendte ham som konge over Rom. Romulus inviterede herefter Sabinerne til en fest, hvor han og hans mænd stjal deres kvinder og tvang dem til at blive deres hustruer. Herefter erklærede han Sabinerne krig, og efter flere nederlag måtte de overgive sig.
Romulus regerede herefter byen klogt. Og en dag - under et voldsomt stormvejr - forsvandt han, ført bort af krigsguden Mars.
|
Andre historier fortæller, at Romulus og Remus nedstammer fra den trojanske prins Æneas, der som den eneste trojanske adelsmand overlevede grækernes indtagelse og ødelæggelse af Troja.
Prins Æneas flygtede fra Lilleasien til Italien, hvor hans efterkommere regerede, indtil slægten døde ud med den gale kejser Neros selvmord.
|
|
|
|
Arkæologer har fundet potteskår fra det 12. årh. f. Kr. på Capitol og i følge andre eksperter har der været bosættelser 2.000 år tidligere. Romerne har ment, at byen blev grundlagt som følge af et vulkanudbrud, der tvang befolkningen ned til Tiberen ca. 1000 f. Kr. Alle 7 høje synes at have være beboet i det 9. årh. f. Kr. Da Rom var placeret midt mellem Etruskerne mod Nord og Latinerne i Syd, er det meget sandsynligt, at Rom har været underlagt en etruskisk overhøjhed, som har været med til at kontrollere både handels- og kommunkations-ruten mellem bjergene og kysten. |
Dagbog fra Rom: 1. dag 2. dag 3. dag 4. dag 5. dag 6. dag
Hvis du vil vide lidt om Roms historie, så klik her.