|
Forum Romanum var det
antikke Roms centrum, placeret i en fordybning i landskabet og omgivet af
seks af Roms syv høje, mod NV Capitolinerhøjen og derpå i urets retning:
Quirinalet, Viminalhøjen, Esquilinerhøjen, Cælius og mod SV Palatinerhøjen.
Herfra styredes verdensriget i flere
hundrede år.
Tryk på knappen til højre for at se
området:
Forum var centrum for alle handelsmæssige,
politiske og offentlige aktiviteter.
Forum indeholdt
markeder, fængsler, underholdning, monumenter og templer, bygget af de
forskellige kejsere, som kæmpede indbyrdes for at efterlade det mest imponerende
eftermæle. Måske vil du blive en smule skuffet ved første øjekast. Så meget er
blevet ødelagt i tidens løb, så det næsten er umuligt at danne sig et
indtryk af, hvorledes det så ud for fx 2.000 år siden.
|
Nemmere bliver det ikke af, at bygningerne og
mindesmærkerne stammer fra mange forskellige perioder.
Bygninger er revet ned
og andre opført på ruinerne. Fx blev der i middelalderen bygget en række
beboelsesejendomme langs med Forum på de eksisterende fundamenter. Disse er
efterfølgende revet ned for ikke at forstyrre indtrykket af antikkens forum.
|
|
|
Via Sacra er hovedgaden, der fører
gennem Forum. Den går fra Titus triumfbue i syd til Septimus Severus buen i
nord. Langs med denne vej lå templer for hovedguderne, basilikaer til
behandling af retssager og til handel. Når de sejrende hære vendte tilbage til
Rom, så generalen og soldaterne frem til deres triumftog ad Via Sacra. Med i
optoget, som blev arrangeret af senatet, var krigsfanger - og helst den
tilfangetagne konge fra de fjendtlige styrker. Undervejs ofrede man til guderne
- altid til overguden Jupiter i hans tempel. Og turen sluttede med modtagelse på
Capitol. |
Senatsbygningen
- Curia - er det eneste intakte bygningsværk på Forum Romanum -
formentlig fordi det i mange år blev brugt som kirke. Curia blev planlagt
af Julius Cæcar og færdiggjort af Augustus i år 29. I hver side af
rummet er der 5 rækker pladser, hvor de ca. 300 senatsmedlemmer har løst
Roms - og verdens - problemer. Væggene er bare, men der er et utrolig
smukt marmorgulv i rummet. I middelalderen blev de smukke broncedøre
fjernet og placeret i Laterankirken.
Nedenfor
Septimus Severus'
triumfbue ses de resterne af en mur. Det
er hvad, der er tilbage af Rostra, oratorernes talerstol.
Herfra holdt Marcus Antonius sin blændende tale efter mordet på Cæcar.
Her lagde morderne Ciceros afhuggede hoved og hænder, efter at han var
faldet i unåde hos Marcus Antonius.
|
|
|
Navnet rostra stammer fra den bronze
rambuk, som befandt sig i spidsen af datiden
galejer. Når en fjendtlig galej var blevet opbragt, blev rostrum sendt
til Rom, hvor den blev stablet op ved siden af talerstolen og fastgjort
til bagmuren. (Skikken svarer vel til at tage skalpe for at kunne bevise
sine sejre). Tæt ved rostra stod den broncesøjle, hvorfra alle afstande
i imperiet måltes.
|
Ved
udgravninger af Forum Romanum
sidst i 1800-tallet var området over tiden blevet
dækket af et lag muld og brokker
- området havde i mange år tjent som græsningsareal
for okser - i ca. 3 meters højde. For at lette arbejdet for de romerske
arkæologer sprængte man
huller ned i ca. 2 meters dybde, med det resultat, at søjler og andre
efterladenskaber blev kastet hulter til bulter. Det har efterfølgende gjort det
yderligere vanskeligt at bestemme, hvorledes stedet har set ud i de forskellige
tidsaldre. Til gengæld har det sikkert været meget effektivt, når man tænker
på, hvorledes nutidens arkæologer kravler rundt på alle 4 bevæbnet med en
ske og en fin pensel.
|
|
|
Guiden
fortalte levende om Saturns temple. Saturn var Italiens mytiske gudekonge.
Til hans ære fejrede man de såkaldte saturnalier fra 17.-23. december. I den
periode blandede romerne og slaverne sig. Kontorer og forretninger blev lukket,
og folk gav hinanden gaver. Mange af disse ritualer er videreført af de
kristne.
Der
findes flere basilikaer i Forum Romanum. Disse bygninger var i det gamle Rom
ikke kirker, men snarere forretningslokaler. Først senere ændrede mange af dem
status til kirker. Fx var Julias basilika hjemsted for domstolene tillige
med, at det tjente som marked. Det fortælles, at den gale kejser Caligula
elskede at kaste mønter ud til befolkningen fra taget og nød synet af
mennesker kæmpe om disse mønter. Det var denne kejser, som efter sigende havde
planer om at udnævne sin elskede hest til konsul.
|
Julius
Cæcars tempel er bygget efter hans død på det sted, hvor han menes
kremeret, der lægges stadig blomster på hans gravsted, som i dag mest af alt
mindre om en lille stald.
I oldtiden
var det kutyme, at fanger, efter en erobring, skulle gå under to krydsede
sværd, som tegn på underkastelse. Romernes store erobringer krævede
imidlertid en effektivisering, derfor blev triumfbuerne bygget rundt omkring i
verdenen, så større
folkemængder kunne underkaste sig Rom.
|
Titus triumfbue
ligger på det højeste punkt af Via Sacra. Den er bygget i år 81 af kejser
Domitian for at hædre broderen Titus og faderen Vespasians bedrifter i Judæa.
Efter (endnu) et jødisk oprør indtog romerne Jerusalem, brændte byen ned,
ødelagde det pragtfulde tempel og førte mange af de jødiske helligdomme med
sig til Rom.
Relieffer indvendigt i triumfbuen viser billeder fra erobringen af
Jerusalem. Eksempelvis ses soldater i triumf bortføre den hellige 7-armede
lysestage og bordet med de hellige skuebrød fra templet.
|
Af den årsag nægter mange jøder i dag at gå gennem buen.
Mange
af jøderne blev i øvrigt tvunget med til Rom som slaver. Gudinden Victoria
(Nike) ses i færd med at krone kejseren, og gudinden Roma optræder i skikkelse
af en amazone. Efter sin død blev Titus guddommeliggjort. Inde i buen er et
billede af kejseren, hvor han føres til himlen af en engel. Mange har selvfølgelig
undret sig over, hvad der blev af de jødiske skatte, efter at de var kommet til
Rom. Nogle mener, at de er smidt i Tiberen. Andre at de blev røvet af Goterne,
da de raserede Rom i år 410.
|
|
|
Vestas
tempel var dedikeret til "hjertets
gudinde". Templet, som var et af de helligste steder, indeholdt den hellige
flamme. Én gang om året slukkede den romerske husherre hjemmets arne og gik i
vestatemplet, hvor flammen blev fornyet.
I nærheden af templet boede vestalinderne, som fungerede som præsteskab.
Der var 6 vestalinder, deres vigtigste opgave var at passe den hellige ild. De
rangerede lige under kejseren og sad ved siden af ham ved forestillingerne i
Colosseum. De blev 'rekrutteret' i 6-7 års alderen fra patricierfamilierne og
fik en 'ansættelseskontrakt' på 30 år.
|
De første 10 år var en oplæringsperiode i ritualerne, de næste 10 år en
arbejdsperiode, og endelig en periode på 10 år, hvor de underviste novicerne.
Vestalinderne skulle værge kyskhed, så længe de var i templet.
Brud på løftet straffedes med døden, ved at den formastelige blev levende
begravet i en underjordisk celle. De fik mælk, brød og en olielampe med i deres
"grav", og kunne således "vælge" hvorledes deres død skulle forløbe: Langsomt,
hurtigt, koldt eller varmt. Legende siger, at hvis de var uskyldigt dømt ville
guderne redde deres liv, hvilket dog aldrig skete. Imidlertid fandt kun 6 af
disse henrettelser sted over en periode på 800 år. Som guiden sagde: Enten var
Vestalinderne virkelig meget kyske eller meget gode til at lyve !
Fra
Forum kan man gå op på Palatinerhøjen, hvor de rige og indflydelsesrige
romere byggede deres paladser og personlige templer. Middelalderkirker og renæssance
haver og villaer, der blev bygget oven på højens ruiner, har forvandlet
Palatinerhøjen til et magisk område dækket af vedben og pragtliljer, der
gemmer på grotter og smukke udsigter. Der er Livias Hus, Domus Augustana,
Flavian familiens Palads og ruinerne fra Septimus Severus bade. Du kan se ned på
ruinerne af Circus Maximus, selvom der ikke er meget tilbage af, hvad der engang
var en storslået væddeløbsbane med plads til 200.000 tilskuere.
Dagbog
fra Rom: 1. dag
2. dag 3. dag
4. dag 5. dag
6. dag
Hvis
du vil vide lidt om Roms grundlæggelse så klik her !
eller
om Roms historie, i korte træk.
|